• 13. oktober 2018
  • 20:00
  • Byens Café, Jelling

At leve med et krøllet sind - Et koncertforedrag med Jacob Elk og Bjørn Fjæstad (Baal)

Et samarbejde mellem sangskriveren Jacob Elk, sangeren Bjørn Fjæstad, kommer på besøg i Byens hus d. 29. september. De to musikere udgav i 2018, sammen med brødrene Jens- og Peter Hellemann, et konceptuelt album med 11 sange om sind og adfærd, følelser og defekter. Den amerikanske lyriker Neill Furio har hjulpet med at forædle albummets engelske tekster og resultatet af et personligt sammenbrud, alkoholisme og et krøllet sind, kan opleves i fortællinger og musik i Byens Cafe d. 13. oktober kl. 20.00

For to år siden rakte Jacob Elk ud efter sine gamle skolekammerater brødrene Hellemann, som siden gymnasiet havde gjort sig i det musikalske på den danske og internationale koncert- og teater scene.

Jacob havde været igennem en længere krise hvor skyggerne fulgte ham helt ud til en skillevej. Vendepunktet indfandt sig på et tidspunkt hvor han var ved at isolere sig og vælge familien helt fra. Et medfødt krøllet sind, stress og flugt i alkohol havde overtaget hans hverdag. Et sammenbrud der endte med at Jacob opsøgte professionel hjælp.

“Jeg var blevet ensom, selv når jeg var sammen med andre - fest var blevet til hverdag - men samtidigt var festen på en måde helt slut. Mine dårlige sider var blevet forstærket og vildt-voksede i mig som ukrudt. Jeg havde til sidst ikke styr på hverken mine tanker eller følelser. Jeg var ved at give helt op”, fortæller Jacob – der kom videre ved at begynde at skrive sig ud af det og kanalisere ord og tanker ud i de over 40 sange som det blev til, da han først kom i gang med sangskrivningen.

Gensynet med Jens Hellemann og Peter Hellemann for to år siden indledte dette projekt, hvor brødrene begyndte at fortolke og producere Jacobs sange. Brødrene anbefalede Bjørn Fjæstad som sanger til projektet, som de tidligere har arbejdet sammen på deres succesfulde teaterkoncerter såsom ”HEY Jude”, “Beethoven" og "Bob Dylan”.

Når Jacob Elk & Bjørn Fjæstad besøger Byens Cafe, får man helt usædvanligt lov til at opleve musikken fra albummet gennem Fjæstads fortolkninger og samtidig høre Jacob Elk fortælle sine personlige historier om den tumultariske periode i sit liv. Og skulle der opstå spørgelyst undervejs, så er der også plads til det.

Oplev Jacob Elk og Bjørn Fjæstad lørdag d. 13. oktober kl. 20.00

Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival

Entré: 175,- 
Musikforeningens medlemmer: 150,-

Billetter kan købes i Byens Café, Jelling fra 28. september 2018 og online på www.billetto.dk lige nu.