• 18. september 2018
  • 19:30
  • Sognehuset, Jelling
Efterårets foredragsrække kredser om ord som fællesskab, familie, ensomhed og samhørighed, opbrud og tradition. Film med mening, som vi arrangerer i samarbejde med Byens Bio, byder også på en film, der kredser om nogle af de samme temaer.
Foredragsaftenerne er i Sognehuset. De begynder 19.30 og der er kaffe og te undervejs. Det er gratis og alle velkomne. Og der er altid mulighed for spørgsmål, drøftelse og debat.

Forfatteraften med udgangspunkt i erindringsromanen ”Den, der lever stille.”

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om at vokse op som den ensomme Christina i en familie, hvor mor endelig ikke må græde, og far endelig ikke må blive vred, og om at flytte til København og genskabe sig selv som forfatteren Leonora, der til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over. I foredraget fortæller Leonora om den voldsomme skriveproces, når man smider fiktionens forklædninger og skriver om faktiske mennesker, om at miste det hele og finde sig selv, og om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden. Et levende og engageret foredrag krydret med oplæsning og spørgsmål fra salen.

Tilmelding til mak@km.dk er nødvendig da der er begrænsede pladser.