Om Jelling

 

Læs mere om tilbudene i Jelling by her:

Jelling er en vikingeby, musikby, studieby, stationsby og familieby – der er mange måder at beskrive centerbyen Jelling, som ligger lige op til og omkring Jelling Monumenterne. 

Med et rigt kulturliv, skøn natur og masser af aktiviteter for børn finder du fundamentet for et godt familieliv. Her er mange indkøbsmuligheder, små specialbutikker, tre gode integrerede daginstitutioner, skole, idrætshal, lægehus og friluftsbad.

Og lige midt i hjertet af Jelling over for Monumentområdet ligger Jelling Kro fra 1820. Den blev Kongelig Privilegeret i 1842 og totalfredet i 1947 sammen med Kirken og Højene.

Det præger også byen, at her dagligt færdes pædagog- og lærerstuderende og deres undervisere i et miljø, som også rummer det Nationale Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling.   

Flere af Jellings kulturinstitutioner er samlet under ét tag i Byens Hus. Du finder biograf, bibliotek, borgerservice og Byens Café, som bl.a. er ramme om intimkoncerter og fællesspisning. I Byens Hus finder du også Jelling Bryggeri og byens kunstforening.

Der er sket meget i Jelling by som følge af det nye Monumentområde, som blev indviet i 2013. For at fredeliggøre Monumentområdet blev Gormsgade, som lå lige op af Sydhøjen, lukket som gennemkørende vej. Flere eksisterende veje er blevet udbygget, og der er anlagt en helt ny vej - Mangehøje - nordvest om Jelling, så det er let for både borgere og turister at komme rundt.
 
For at give plads til den store fortælling, er flere bygninger i midtbyen blevet revet ned. To af husene vil blive genopført i Den Gamle By i Århus.

Byg selv eller find drømmehuset
I Jelling er der mange nye udstykninger - tæt på smuk natur som Jelling er kendt for. Du kan også finde hyggelige parcelhuskvarterer, fine villaer eller en lejlighed på en af byens tre kollegier.

Er du til landlig idyl, finder du også charmerende landejendomme omkring Jelling.

 

Besøg www.visitvejle.dk eller www.fortidensjelling.dk for yderligere informationer om Jelling og byens historie.