Sildeglimt står som et lysglimt på frokost-bordet. En efterårshilsen fra sommeren, der gik. Brygget på bygmalt, rug og vand og krydret med humle og pors. Sildeglimt er undergæret og med sin slanke smag en velegnet ledsager til frokostbordets afsnit med sild og andre fisk. Lige som kornmod overrasker vandringsmanden en eftersommer-aften med sit gådefulde lysglimt bliver frokost-gæsten også overrasket af denne øls krydrede festfyrværkeri hen over gane og tunge.
Upasteuriseret, ufiltreret og eftergæret på flaske.
Opbevares stående, mørkt og køligt, serveres afkølet. Alkohol ca. 4,8 % vol.
Historien:
Mens vinteren var en mørketid med hjemlige sysler, var sommeren udadvendt og travl. Markerne skulle ordnes, der skulle sås, og så skulle sommerens togter forberedes. Ikke længere og ikke kortere end at man igen kunne nå hjem til høsten. På de togter, der sommeren igennem bragte vikingerne rundt i det meste af Europa, må de med æresfrygt have oplevet, det der for dem var uforklarlige naturfænomener.
Kornmod, eller sildeglimt, som det hed i folkemunde, var de lysglimt, der på den mørke nattehimmel kom og gik, uden at de frembragte lyde af nogen art. At ordet sildeglimt blev anvendt er sikkert ganske forståeligt: Det så næsten ud på samme måde, når en sildestime pludselig vendte den sølvblanke side til, i et forsøg på at undslippe fiskerens net. I dag ved vi, at sildeglimt skyldes lyn, der udløses så langt borte, at lyden ikke når frem. For vikingerne på vej hjem fra togt til øerne i vest, har der sikkert ligget helt andre forklaringer bag: Mon ikke guderne forventede at få del i det store udbytte fra de rige klostres sølvskatte?