Gnyble startede som træl, men blev senere fri. Som arbejdsleder på bygningen af Thyras høj lærte han hvilken øl, der egnede sig til folkene, der udførte det hårde arbejde med at slæbe de mange millioner græstørv sammen til højen. Ud fra hans erfaringer har vi brygget Gnyble på malt alene for at give et nærende bryg. Den læskende smag stammer fra en kraftig bund af bitterhumle tilsat aroma-humle, der giver øllet en tiltrækkende duft. Gnyble består "ahhh-prøven", som en spontan reaktion efter den første slurk på en varm sommerdag
Gnyble er undergæret og er klar til brug ca. 6 uger efter brygning. Opbevares stående, mørkt og køligt. Serveres afkølet til ca. 8°C. Alkohol ca. 4,4% vol.
Historien
Vi kender kun få af de mænd, der for mere end 1000 år siden levede på Jelling-egnen. En af dem der udødeliggør sig på en runesten er Gnyble, der på stenen foran Bække Kirke fortæller, at han sammen med Funden og Tue "gjorde Thyras høj". Om Gnyble rent faktisk har skabt en af højene i Jelling er uvist, men mon ikke de mange års hårde arbejde undertiden er afløst af lidt bryg. Vi kender ikke så mange af navnene fra vikingetiden, men Gnyble hører til de navne vi i dag har faset ud af sproget. På samme måde er det gået for mandsnavnene Kugge, Kleppe, Ful og Julger, og kvindenavnene Kade, Vibrog og Sasgerd, men fælles for dem alle er, at de er udødeliggjort i runeindskrifter. Her vidner deres navne om, at sproget har en udvikling, der ofte går så langsomt, at vi ikke mærker det i det daglige. Først når vi skruer tiden tilbage til vikingetidens mænd og kvinder, ser vi, at tingene forandres, men Gnyble har levet og virket i egnene omkring Jelling.